Interaktiv akvarievæg til Nordsjællands Hospital

Glæde og fællesskab imens familierne venter

KidsAid har netop doneret en interaktiv akvarievæg til Børne- og ungeafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Her skal væggen skabe glæde og samvær i opholdsstuen for de mange børn og familier, der alt for ofte indlægges eller besøger hospitalets ambulatorium til stik, prøver mv.

Hos KidsAid har vi doneret mere end 150.000 kroner til projektet, der forventes færdigt og klar til brug i løbet af februar. Vi er glade og stolte over, at vi kan gøre indlæggelser og hospitalsbesøg lidt sjovere på Nordsjællands Hospital, hvor der på Børne-og ungeafdelingen årligt indlægges 7-8.000 børn og unge i alderen 0-18 år. De indlægges med deres familier enten akut, i korte eller længerevarende forløb, eller i forbindelse med ambulante besøg, som der er ca. 17.000 af årligt.

Akvarievæggen (aktivitetstavlen) vil spille en central rolle for alle de indlagte børn og unge, da det er værdifuld tid de bruger på hospitalet. Tid der i stedet burde bruges derhjemme, i børnehaven eller i skolen på at lege og være sociale med andre.

Akvarievæggen er en god anledning til at flytte sig fra sengen til opholdsstuen, når man får besøg, og på den måde flytte fokus fra sygdom til hyggelig samvær i en time eller to.

Forrige
Forrige

ny skolestue og grupperum på Aarhus Universitetshospital